Jeg kom til Djurslands Jagthundeklubs uofficielle schweissprøve af to gode grunde:
Den ene, det er altid en prøve, hvor der er en rigtig god stemning mellem prøvedeltagere og arrangører, Mogens Nielsen og hans hjælpere gør en kæmpe indsats, og selvom man ikke er medlem af klubben, er man velkommen, hvis der ellers er plads, selvfølgelig.
Den anden for at øve konkurrence momentet med fremmede dommere og en ny skov.
I år mødtes vi som vanligt til morgenkaffe og rundstykker i klubhuset nede på havnen, og efter lodtrækning om sporrækkefølgen tog vi til skovs i samlet flok. I år holdt vi i udkanten nær sportscentret og blev hentet en af gangen.
Jeg trak spor 7 – men allerede ved 12. 30 tiden blev det Loa tur. Forinden havde vi deltagere hygget os med hundesnak, nogle har jeg mødt før i Grenå andre er nye sporfolk, fælles for alle, er vor store interesse for hundene.
Jeg må indrømme, jeg nåede at tænke over, om det var en for stor mundfuld, Loa har trods alt kun gået tre overnatningsspor – men da Dorte og jeg i sidste uge trænede, blev vi enige om, vi faktiske ikke kunne se forskel på hundenes måde at gå sporet på i forhold til da vi trænede på spor, som havde ligget 6 timer. Elementerne har vi trænet de sidste par måneder, kassen faktisk næsten fra start. Tilbage til sporet.
Loa søgte forkanten af, og fik fat i, hvor dommer og stifinder var gået ind i kassen. Hun markerede en lille klat schweiss på en tyk trærod, og så begyndte hun stille og roligt at gå sporet. Jo, der blev holdt øje med dommer og stifinder, men hun var ikke helt så påvirket denne gang. Mere – et- nå er I med?
Jeg fulgte bare bagefter, et enkelt sted tog hun lige hovedet op, da hun gik et par meter ud af en afledning, ellers gik hun spor. Tilbagegangen gik hun forbi, og jeg lod hendes selvfølgelig gøre det. Når vi træner, lokker jeg hende somme tider ud, så hun får fornemmelse af det dobbelt lagte blod.
Et godt stykke henne på sidste strækning, drejede hun om bag en busk – og jeg nåede lige at spørge hende: har du fundet noget?? da jeg kom hen, og så det var en gammel avis, som nogen havde smidt i skovbunden. Loa gik videre uden opfordring og 10 meter længere fremme lå Bambis frakke.
Havde lidt kogt fisk i lommen (i en beholder forstås 🙂 det fik hun som belønning.
Tilbage ved klubhuset, fik vi lidt mere snak om spor, vejret, osv, mens dommerne udregnede, hvem der skulle have pokalerne:
Loa fik til min overraskelse, selvom jeg ikke er medlem af klubben, en pokal for bedste 20 timers hund på 400meter. Det er en fin vandrepokal, som jeg så må tage til Grenå med næste år (og det gør jeg jo gerne). Der var kun to hunde på 20 timer x 400meter, og den anden hund Ruko fik en 2. pr.
Masser af hunde gennemførte 3 timers prøven x 400m med 1. og 2. pr og en enkelt ruhår af særdeles ældre dato (12 år) gennemførte en 1000m x 20 timer til en flot 1. pr. Imponerende!!
En dejlig dag som for Loas vedkommende endte med en lang tur langs stranden i stiv kuling og voldsom regn – men pyt- det generede ikke damen.