Loa og jeg var ude og prøve lidt markprøvetræning sammen med Ingelise og de to curly herrer Lupi og Todo.
En skønt vand hul, som jeg ikke kendte, kørte vi til, og vi blev hurtigt enige om, at nogle markeringer på vand måtte være sagen. Det var det også.
Loa hentede et par markeringer, jeg kastede. Hun løb ivrigt i vandet, og svømmede lige ud og tog dummien, og i bedste hjuldamperstil svømmede hun ind med dummien hævet – yes, still a puppy.
Svømmede hen til mig, men lagde dummien lige ved bredden, og skulle have en opfordring til at samle den op igen.
Loa kom på venteposition sammen med Lupi på Ingelises medbragte spyd, og så var det Todos tur.
Med en bestået workingtest er han jo noget længere fremme i træningen, og han hentede fint markeringer, både enkelt og dobbelt, også selvom han har haft et uheld for nylig, da han blev overfaldet af en flok rasende hvepse under træning. En enkelt gang kunne vi se, han gav et hop i det frie søg, hvis nogle planter rørte ham bag på, ikke så underligt, når man er blevet stukket adskillige gange for kort tid siden.
11 år gamle Lupi (holder sig så flot) fik også et par markeringer, som aktiv jagthund, vil man jo gerne hente noget – også selvom alderen er betragtelig.
Hundene fik en runde mere, og så gik vi op for at træne lidt søg. Loa har ikke søgt på dummier før, men på et lille område i DCH, hvor handsker, tøjdyr, og andet var emnerne som skulle findes.
Todo blev sendt først, og da han havde hentet et par stykker, hvor Loa øvede ro på post imens, var det Loas tur. Med kommandoen : Finde,som hun kender, løb hun ind i brakmarken, ja, den var så høj, det ikke var nemt at se hundene. Dummierne lå så spredt, så risikoen for bytning ikke var stor. Hun hentede to dummier, tabte/smed et par meter før mig, joooo, der er stadig meget som skal læres. Positivt at se Loa med iver og fart give sig i kast med opgaverne. Hun brugte næsen så fint, men det har hun også en del træning i fra sportræning. Hun holdt sig fint indenfor området.
Todo hentede nogle flere, og for Loas vedkommende var der ros med forstærkning = godbidder for at sidde roligt J
T il slut var det Lupis tur, som tålmodigt havde siddet og ventet.
Ingelise sluttede af med en lang linie til Todo med tre dummier, hvor jeg lige fik et par billeder. Da vi begge var igang i søget, er der ingen fotos fra det.
Bagefter skøn te og lune boller med tilbehør hos Ingelise, en masse hundesnak og Loa og Todo tog nogle gevaldige ture rundt i haven, mens Lupi så til med ophøjet ro fra sin sække stol på terrassen.
En skøn fridag – ferien venter – og bagefter overgangshold. Jo den bette brune er ved at være klar, tror jeg.
Efter træningen tog jeg et par billeder af Ingelises hunde – Loa har lige fældet, så hun er i bikini for tiden og stiller ikke op til showfotos 🙂