Så kom dagen hvor Loa var tilmeldt en 3 timer x 400m schweissprøve. Det var da med nogen spænding Loa blev tilmeldt prøven, da vi har ligget stille hele vinteren – rent spormæssigt. Dorte og Soya, som vi træner med, skulle også deltage, det var en prøve med kun 8 tilmeldte hunde, alle 3 timers deltagere. 5 på færtsko, 3 på dråbeudlagt spor.
Vejret var en smule vådt fra morgenstunden, men det var de fineste færtforhold, man kunne ønske sig, så her kunne der ikke hentes en ”dårlig undskyldning” i fald vi ikke kom igennem.
Vi mødtes ved den røde barklade i Bjerre skov sydøst for Horsens – et dejligt skovområde, jeg ikke før har gået spor i.
Efter at have trukket lod om sporrækkefølgen, var der tid til snak os deltagere imellem, det er hyggeligt at høre, hvordan andre forbereder sig til en prøve, man kan altid inspireres.
Jeg trak spor nummer to, og godt 10 minutter efter, vi i det fjerne kunne høre hornblæseren blæse for ekvipagen, der gik spor nr 1, kørte den lille ladvogn, trukket af en traktor frem foran laden, klar til at bringe Loa og mig til spor stedet.
Ladvognen var overdækket af en blafrende presenning, det var nu ikke noget hit hos nogle af hundene. Der var ingen bagsmæk på, så jeg holdt rigtig godt fat i Loa.
Vi kørte vel 8 min, før den standsede, og nu dukkede tre fremmede (skumle – synes Loa 🙂 ) mænd op ved bagsmækken. Ovenikøbet gik de efter os…. der blev holdt øje, nøje øje under sporet.
Sporet var et z agtigt spor, et opkrads, markeret af en tilspidset lille kvist, og gik i en vinkel på ca 30 grader til venstre i et meget fugtigt område, gennemskåret af vel en 10 små grøfter med vand, vi skulle over, viste det sig. Jeg så schweiss et par steder, som jeg markerede med håndsoprækning og pegen ned på det efter aftale med dommeren. Der var dommeraspirant på, og vi havde fået at vide, at der var masser af tid, så vi kunne tage det stille og roligt. Undervejs skulle vi også forcere den efterhånden traditionelle væltede træstamme, Loas stil noget mere elegant end min ! Selvom jeg fra start har trænet Loa i selv at søge opstarten, tog jeg hende naturligvis hen til opkradset for at være sikker på, hun fik færtindtrykkene helt ind på de små receptorer :).
Hun gik i et fornuftigt tempo, meeen brugte for meget krudt på at holde øje med dommere og stifinder – hun var været vant til at der fulgte nogle med på sporet, men det er nogen, hun kender, så der skal vi lige ud og vænne damen ti l at fremmede også kan gå med.
Hun markerede flere gange undervejs schweiss, men i sidste knæk, måtte vi lige stoppe op og gå tilbage, hun gik for langt, men tog tydelig hovedet op, jojo, det bliver de bedre til at skjule, når de bliver ældre 🙂
Lidt efter fandt hun knækket, og så gik det den sidste strækning efter Bambi, som lå knap tøet (og i en mærkelig firkantet udgave – lige passende til en kummefryser) op af et træ.Der blev serveret den sædvanlige kattemad, og hornblæsere blæste over dyret. Loa forholdt sig i ro.
Selvom dommeren ikke havde grebet ind, ved man aldrig hvad præmieringen bliver, hunden kan have skåret hjørne af, eller krydset sporet for mange gange – eller hastighed eller mangel på samme kan være en faktor . På forhånd havde vi fået at vide, at dommeren ville se sporarbejde i fuld rem, ellers ville vi efter en advarsel blive trukket en præmieringsgrad. Fair nok, synes jeg. Det er hunden, der skal vise selvstændighed og sporvilje.
Tilbage igen, var det Dortes tur, og ret hurtigt kom Soya og Dorte tilbage. Den lille sorte labrador har en arbejdsmotor, som kører hurtigt, og med en imponerende vedholdende stil.
Under parolen viste det sig, at 1 kl. Münsterlænder havde fået 1. pr, 4 havde fået 0. De tre retrievere, Loa, Soya samt Fifi havde alle fået 1. pr.
Madpakken blev indtaget og mere hyggesnak, før turen gik hjemad, med et smut ind til Merete, som stod med kaffe og gaver.
Vi kørte til stranden med hundene, de nød det alle tre stranden og vandet. Det er nu dejligt at få lov at løbe frit og lege også 🙂
