Kontakten er der!
Loa er i øjeblikket i gang med et kursus for hvalpe/unghunde i lydighed i DCH, Odder, en klub, som vi i DRK Østjylland har haft noget erfaringsudveksling med på træner niveau.
Jeg valgte bla tilbuddet i DCH her i vinter, da det også giver mulighed for at lære, at ude i verden findes der andre hunde end retriverracerne !!
Målet med træningen er jo at få en glad, lydig hund, så på den måde er der god overenstemmelse med det vi vægter i DRK – dog er der en lidt anden tilgang til indlæring, end jeg er vant til. Det er inspirerende at høre og se, og jeg håber, jeg kan tage lidt med mig ”hjem” til klubben.
Som en del af træningen, har hvalpene tid i en hvalpegård, hvor de i små hold lukkes ind omkring 10 min ad gangen. Førerne står langs med væggen og holder øje med sin hund, ligeledes er der også trænere til stede, som holder øje, hvis nogle af hundene bliver for voldsomme.
Midt i forløbet bliver vi opfordret til at kalde vore hunde ind, få ro på dem, og når alle er helt rolige, bliver de sluppet fri igen. Mit indkald er ellers rimelig, når vi træner ude på banen, og i skoven, men i hvalpegården, checker hun altid, om de andre hundeførere har bedre godbidder end mig – HMMMM – plads til forbedring. Meeen hun er da ikke den sidste hvalp, som kommer hjem 🙂
Efter anden runde laver vi lige et par kontaktøvelser før vi går ud af hvalpegården.
Jeg har lagt en kort video op, som findes på siden ”Videoer”.
Som man kan se, når hun som regel også lige at springe op af et par af de andre hundeførere – den uvane er det ikke lykkedes at få væk endnu. Men vi arbejder på det.
Loa nyder at lege i hvalpegården– og da jeg først havde overvundet mig selv – mine fordomme – må jeg indrømme, det fungerer. Loa er jo lidt letantændelig, men bliver faktisk ikke vanskeligere at få kontakt med efter vi har været i hvalpegården. Hun får brændt lidt krudt af derinde, og kan koncentrere sig igen bagefter.
Der er også et par øvelser, jeg ikke har arbejdet med før. Dæk, og stå øvelse. Hun smækker sig ned på dæk kommandoen, nu skal vi så have lært, at man skal blive liggende, til jeg siger fri 🙂
Efter hver praktiske lektion med hund, er der teori i klubhuset, hvor vi på skift har hund med derind – også nyttigt at øve.