Loa i sneen

Så blev det vinter i Danmark. Nogle er nok mere begejstret end andre. En ting er sikkert Loa og mange andre hundehvalpe nyder at lege i sneen.

Loa Snowy queen.

Vi er begyndt på hvalpehold, men da det foregår indedøre i en stor lade til et gartneri om aftenen, er det ikke rigtigt muligt at tage billeder. Vi øver os hver dag, og det går fint herhjemme (verdens dårligste undskyldning man som træner kan høre, når det  ikke altid lykkes på træningspladsen :)). Til hvalpetræning går det såmænd også udmærket. Hun er en livlig hvalp, som meget gerne vil træne. Det lykkes dog nemt at blive distraheret, hvis de andre hvalpe kommer for tæt på, men hvad, de andre hvalpe er jo på samme stadie. Så hjælper det med mit motto, som jeg ved, jeg har fælles med masser af  hundefolk: Ting tager tid!!!

Jeg mener det nu bogstaveligt. Alt for mange har for travlt med at få deres retriever igennem prøvesystemet. Af og til ser vi desværre hunde, som var lovende, falme før de når at blomstre, fordi de mentalt ikke kan holde til en opskruet træning. Det har jeg lovet Loa, hun ikke skal udsættes for. Jeg vil have lov til at nyde de forskellige stadier hun gennemlever sammen med mig – step by step.

Sjovt er det også at iagttage, at når hun er ved at være mør i hovedet til træning, har hun nogle lidt pudsige oversprings handlinger.  Den første kan være, at interessere sig for hvad der ligger op gulvet i hallen. Rester af bindegarn, rodtrevler – alt bliver samlet op. Hvis hun ikke får noget ud af det, ja så laver hun den handling, som jeg ikke kan stå for og som minder mig sådan om Xingu, det var nemlig hendes ynglings stunt: Hun springer op på ryggen af mig. Så ved jeg, det er tid til pause. 5 mdr gamle Loa kan kun springe op til lidt under kravebenet – Xingu kunne hoppe helt op i nakken på mig.

I dag er det søndag – og så skal vi lege. Det har vi så gjort. Jeg tog en lille dråbeformet dummy (med lidt vægt i ) og kastede den i sneen i haven. Nok ikke det smarteste træk. Som man kan se på billederne, sank den helt ned i sneen, og mindede mere om en snebold, når Loa fik fat i den. Vi havde det sjovt.

Senere på dagen kørte vi ud i skoven. Skønt at være i den smukke natur i skumringen. Der er faldet rigtig meget sne, Loa måtte nærmest lave kænguru hop for at komme frem. Jeg er sikker på, der var mulighed for en masse gode billeder men det var for mørkt til at fotografere.