Overskriften sætter stemningen for en dejlig weekend.
Ingelise, Lene og jeg havde været ude dagen før for at lægge sporene. På vej dertil kørte vi igennem en lille landsby hvor en bod som regel byder på årstidens frugt og grøntsager, så bilen var fyldt op med grønt kål, persillerod, rodbeder, tomater, æbler. Kun Loa tronede bag bagsædet, så der var god plads 🙂
Merete stødte til, da hundene skulle gå sporene dagen efter. Først var det Todo, som skulle gå sit spor og Ingelise havde lagt et langt spor til ham. Et par gange kunne man se, han havde fært af vildtet, men han var tydelig at læse og tog fint sporet op igen.
Så var det Loas tur. Hun skulle ud på et spor som var tæt på 1000m, så jeg var lidt spændt på hvordan det gik, især fordi det sidste spor hun gik før løbetid mildest talt ikke imponerede. Den bette brune gik et fint spor. Hun havde ikke problemer med at udrede det, men var liiige lidt påvirket af vennerne gik bagved, så det var jo fin træning.
Loa i tilbagegangen.
og bringes!
Så var det Vigdis, der skulle gå sit spor. Kræfterne og humør (måske også lidt frækhed?? 😉 ) er heldigvis vendt tilbage efter den langvarige sygdom Vigdis har døjet med så længe. Nu er hun på toppen igen, så skønt!
Glemt at gå spor, havde hun ikke. Jeg lagde et 400 meter spor til hende for en lille måneds tid siden, som hun udredte godt og sikkert. Så hun fik et “norsk” spor, dråbeudlagt, 600 meter langt og med blodophold i to af knækkene.
På vejen hen mod sporet var hun opmærksom på Merete, som gik bagefter sammen med Lene og Ingelise, det var lige lidt underligt, hun skulle følges med mig igen, men når jeg viste hende sporselen, logrede hun glad og kikkede op med sit finurlige blik på mig.
Da vi kom igang med sporet, glemte hun alt om dem bag sig, helt som hun plejer. Jeg havde ikke indtryk af, hun savnede klovskoene, som hun jo tidligere var vant til, jeg brugte til sporlægning. Hun gik sporet med en ro og sikkerhed, kun i de knæk, hvor blodet manglede, ringede hun lidt rundt for at finde sporet igen. Jeg nød i den grad at gå bag hende, alle de sporoplevelser, vi har haft sammen, tonede frem på nethinden, mens jeg bare fulgte bagefter. Hun er sgu en sej tøs. Det var en fornøjelse!!
Sif skulle gå et 1000 meter spor ligesom Loa. Vi havde anvendt 1 dl pr spor.
Sif gik et overbevisende spor. Hun havde stort set ikke løftet sit hoved, før hun stod med kloven i munden, og gik med en fart, så fotografen (mig ) havde svært ved at nå at pille de bånd af, vi havde sat på, samtidig med at jeg skulle tage billeder.
Når vi træner på kendte områder, sætter vi ikke markeringsbånd op, men bruger skovens materialer til det. For at sikre os, vi har fuldstændig styr på sporet og de elementer vi træner, bruger vi båndene. De fjernes altid af den, som går bagefter ekvipagen.
