Træning i Nordjylland

Marianne og lene havde snakket sammen om noget fælles træning, og da Marianne havde adgang til et stort, meget afvekslende skovområde et sted udenfor Hjørring, hvor der var flere vandhuller kørte Lene, Ingelise og jeg nordenfjords for at træne. Med 4 curlyer, dummier, vildt og madpakker + ekstra bur var bilen fyldt helt op. Der var tendens til duggede ruder, om det var hundene eller al den snak vi kan præstere må stå hen i det uvisse!!
Efter morgenkaffe hos Marianne, hvor vi fik lejlighed til at hilse på Albert og Mira, kørte vi alle til skoven.
Før vi begyndte at træne gik jeg lige en brugsprøve i det ukendte, noget kuperede terræn, det gik fint trods min tvivl, så nu må jeg vel hellere snart forsøge… :-).
Albert fik et søg på dummier på en skråning, hvor vi havde overblik over hvad der foregik. Han arbejdede fint og hurtigt.
Vi aftalte at kaste markeringer for hinanden alle 4, nogle fik 2 enkelte, andre dobbelte. Loa er efter overstået løbetid blevet mere moden, og alle dummier kom hjem direkte og afleveret villigt til hånd. Jeg tror, der var to på jorden hele dagen, så jeg var rigtig fint tilfreds. Hun er stadig ikke rutineret, fremmed terræn, to nye hunde, men i dag gik det så fint.
Vi lavede derefter linier, og Loa lagde igen ud med 3, hvilket hun heller ikke har prøvet før. Alle blev hentet, den længst væk, skulle hun støttes for at hente, det var udover den afstand, jeg plejer at træne på.
Så kom vildtet frem og med stor fornøjelse så vi på at Todo, Sif hentede kaniner, ænder på linie. Todo klarede også en distraktionsdue – altså at vente med at hente den til sidst:-)

Loa skulle også lige prøve at hente en and. Der blev studeret noget over den, men hjem kom den – og afleveret til hånd. Ingelise måtte lige gøre den lidt interessant, og så hentede hun den igen.
Bagefter var Mariannes Mira ude på samme tur. Også hun hentede anden og indkasserede stor ros hos Marianne.
Ind imellem satte vi hundene i bilerne og spiste lidt mad og hyggesnakkede.

Ellers havde jeg fokus på ro på post. Loa tænder let, så jeg gør meget ud af at rose hende for at holde sig i ro, når andre arbejder.

Vi gik til vandhullet, hvor markeringen voldte lidt problemer. Hundene skulle svømme langt og passere nogle tuer, de valgte af en eller anden grund at kravle op på dem, enten på ud eller hjemvejen, det var tungt for dem, men vi fik nu dommierne hjem alligevel.
Todo og Albert sluttede af med et frit søg på vildt udlagt op af en skråning. Det gik fint, begge hentede stabilt, og afleverede alt til hånd. Flot arbejde.
Det sidste kaffe blev drukket, Lenes gigantiske frugtpose var vi i og så var det pludselig halvmørkt.
Efter en lang, meget hyggelig dag pakkede vi bilen og kørte hjemad.