Sportræning for begynder – og øvede 🙂
Merete, Lene og jeg havde aftalt at mødes i skoven til sportræning og hygge bagefter både for to og firbenede.
Vigdis og Affi havde jeg lagt et ca 500 meter 20timers færtsko spor til, og Rebekka lagde Merete et kortere, dråbeudlagt spor til. Lille Loa fik et typisk begynderspor, ca 75 meter langt, havde ligget en time, lidt blod og en del godbidder i, udlagt på færtsko.
Vejret var vidunderligt, en rigtig stille, solrig oktoberdag, fuld af efterårsfarver og ikke mindst dufte.
Vigdis lagde for, og selvom det var lang tid siden, hun sidst havde gået spor, løste hun opgaven med stor rutine. Hun er en sand fornøjelse at gå bagefter. Dyb koncentration og et behageligt tempo.
Affi havde heller ikke gået spor, siden han i Norge i august gennemførte et norsk vildtspor, iøvrigt som den anden danske curly (Xingu var den første J). Han gik også lige ind i kassen og tog straks sporet op. Første knæk var typisk Affi stil. Han knækker så præcist, og går vinkelret videre. Så opstod der problemer i noget tæt skov (jo, udfordringer er der på mine 20 timers spor). En hare springer op lige for snuden af ham, og forstyrrer hans sporrytme. Kort efter er der flere mountainbikere, som også kommer forbi på klods hold. Kommer dog frem med lidt hjælp.
Loas spor havde jeg lagt på en gammel fældningsplads, hvor vegetationen er på vej op igen. Her er dejlig blød bund, da alle grene og rødder blev pløjet ned for et par år siden.
Dog mest af alt fordi, jeg i sin tid brugte sporet til Xingu. Hun sidder stadig så dybt i mig, hver en sti, hvert et skovstykke har vi enten sporet i, eller gået nogle spændende ture i, der er så mange oplevelser, som er brændt på nethinden.
Nu er Loa her, den dejligste lille hvalp, fuld af hvalpens udskyldige væsen og indimellem et lille, udfordrende, frækt blik. En rigtig puppy.
Så sætter jeg mig hen til opkradset, med siden til. Loa sætter straks sin snude i jorden, jeg kan høre hendes snøften, en lyd, sporfolk elsker. Hun bruger sin næse rigtigt. Går stille fremad, godbidderne ænser hun ikke. Næsen ned i færtskoaftrykkene, ind immellem snuser hun til blodet. Et par gange undervejs taber hun lige fokus, nogle børn ude på skovstien skulle hun selvfølgelig lige kikke efter. Jeg peger lige ned på blodet, og spørger: hvad er da det?? Og så går hun videre og snart efter står hun ved sporslut, som er placeret lidt til venstre ind i det høje græs. Der liggger et stykke skind og kloven fra færtskoen samt nogle godbidder.
Kloven skulle straks samles op, vises frem, hvorefter Loa begyndte at grave den ned. 🙂 I sandhed et bytte.
Rebekka går også sit spor med koncentration. Selvom man har nogle år på bagen, kan man godt bruge sin snude og have glæde ved det.
Bagefter hilste hun så på sine tanter og onkler, som alle tog fint imod hende. De ved hvordan man taler hundsk – det ved Loa også. Jeg kan mærke på hende, hun har været sammen med andre voksne curlyer, da hun var hos Lena.
Merete trakterede – med hundeleg i sin skønne have, masser af dejlig mad til de to benede. Affi, Milo,Rebekka, Vigdis og Loa lå rundt omkring på gulvet, mætte af indtryk og leg.
Det var sjovt at se, lille Loa forsøge at være med i freesbee apporteringen – Vigdis og Milo var alt for hurtige og kan blive ved. Hun kastede sig over Rebekkas ”udendørs” ben, når Rebekka ikke lige var i nærheden. Når hun nærmere sig slap hun det hurtigt. Bare et blik, så var den sag klaret.
Inde i huset tillod Rebekka hende at få den lillle fløjtende australske tøjfugl at lege med. Den kunne hun tage ud af munden på Rebekka – jo, hun har hvalpestatus – endnu, og det skal nydes.
