Begge titler vandt Loa i 2018 og især Årets Curly, dual titlen, hvor pointene er samlet på baggrund af deltagelse i officielle udstillinger i DRK eller DKK regi og på officielle prøver, som er anerkendt af DKK, er jeg meget glad for. Det er for mig, den fornemste pris vi har i curlyregi, da hunden både skal have et godt eksteriør og vise, den kan lave solide præstationer indenfor brugsverdenen. Loas point på brugssiden kommer i år fra rallyprøver, hvor hun nu startes i den sværeste klasse, og fra en enkelt LP prøve, hvor hun er nybegynder.
Vi har haft et par starter på WT i åbenklasse i 2018. Begge gange har hun lavet gode point – men er så dumpet på en enkelt post, Vi vil træne mod et par starter i 2019 også.
I det hele taget var 2018 et år hvor Loa havde stor succes. Hun blev CIE (international eksteriør champion), hun havde succes ved Curly World Seminar, hvor hun blev stillet i brugshundeklassen, selvom hun var fyldt 8 år, og fik en flot kritik og blev 2. bedste brugshund af tæverne for den engelske dommer.
Hun vandt lydighedsprøve CWS 1 (en blanding af en dansk LP1 og LP2, og gik en rigtig fin WT på åbenklasse niveau.
Hun blev BIR ved racens certificat udstilling i forbindelse med fejring af 50 års jubilæet for curly coated retriever i Danmark. Det var et stort og overraskende øjeblik for mig. Jeg ved jo godt, hun er lille, hun var blevet 8 år, men hendes udstråling, pels, og ikke mindst hendes gode bevægelser gjorde, tror jeg at dommer Børge Espeland var vild med hende. Hun kunne blive ved at løbe med drive, og for mig siger det en del om hun er godt konstrueret. Hun vandt også senere den uofficielle konkurrence ”bedste bevægelser” , som fandt sted lige efter den officielle prøve.
Senere på året deltog hun i sin første rally prøve i championklassen (som er en konkurrence klasse og kun er for hunde, som har opnået et rally championat) og allerede i sin 2 prøve i championatklassen fik hun 97 point, som er kravet til et stort cert – men blev slået af en hund, som fik til 100. Stort cert udløses kun, hvis man samtidig vinder klassen. Hun blev 2. vinder i klassen.
Dagen efter kørte vi til DRKs udstiling i Næstved, hvor Loa startede i veteranklassen, hvor hun fik exc, ck og sit første veteran cert. Senere blev hun BIS2 veteran.
Det der dog betyder allermest for mig, at hun er yderst kærlig overfor sin familie, er meget samarbejdende og har stadig lyst til at lære nyt. Lige nu har vi kastet os over lydighed, hvor begreber som target, og stillingsskift med låste bagben er ved at blive indøvet.
Ja, så er der også de nye rallyøvelser, hvor vi i championklassen er heldige at der er ca 36 nye øvelser, som skal indøves inden vi til august går over til det nye reglement.
Vi kommer ikke til at kede os i 2019!