Loa blev 9 år i slutningen af juni, og det fejrede Merete, Bolette og jeg på behørig vis. Derefter ventede to uger i Ingelises sommerhus i naturskønne Klitmøller med lidt markprøvetræning med forskellige opgaver, og Loa, Gatling og Zarla nød at komme ud efter dummyer efter et forår, fyldt med rallyprøver.
Efter en uge kom Ellisiv fra Norge og hyggede sammen med os. Vi fik trænet på et par nye områder, hvor dirigering med terrænskifte (3 meter dyb grøft) samt markering med indlagt stop med nærsøg blev prøvet. Vi trænede markeringer og dirigeringer over vand. Om aftenen inden backgammon spillet kom frem, blev der lige trænet en halv time med udvalgte, nye rallyøvelser, som bliver sat i værk efter 1. august.
Ellisiv og jeg fortsatte til Norge, hvor vi tilbragte en uge på Spjarø i Ellisivs dejlige hytte. Vi trænede lidt i klipperne, men Loa skar sin pote, så træningen blev indstillet, og det blev en uge hvor jeg nåede at læse 4 bøger, nyde livet i liggestol, spille kanin med Ellisivs bror og svigerinde og Ellisivs mor, som var i hytten de første dage. Vi kørte også hen for at træne lidt med Berit med den søde, unge flatter. Loas trædepude satte hende ud af spillet, så hun måtte vente i bilen, med så lånte jeg søster Lara i stedet. Loa kom dog med til hyggen bagefter hos Berit, hvor hundene kunne rende løse.
Ellisiv tog mig også på en dejlig vandretur rundt på øen en af dagene. Nede i dalen gik vi langs sivbræmmen, og pludselig fik jeg øje på en stor kegle til markering ved vejarbejder i sivene. Vi var kommet forbi, da jeg henkastet sagde til Ellisiv: Vi kan jo også lige træne udløb rund om kegle? – og straks vendte Ellisiv rundt og keglen blev sat midt på stien ? (det er en øvelse man møder i klasse 2 lydighedsprogrammet i Danmark og Norge).
Keglen blev sat på plads, og vi fortsatte turen. Der er meget frodigt i dalområdet, men snart førte turen op på klipperne igen. Der er en markering på nogle af klippestenene, så man bevæger sig i nationalparken og ikke ind på hytteområderne, det kan dog være lidt svært at finde. Et par timer senere var vi hjemme og nød en dejlig solnedgang.
Vi kørte til Ellisiv og overnattede og så gik turen mod Ringebu, hvor vi var sammen med Jan, Ellisivs mand i hans fjellhytte. Skønne Aiko var naturligvis også med. Jan var så sød at være guide på en tur til Dovrefjellet dagen efter og dejligt at høre, hvilke tinder vi kørte forbi og noget om nationalparker, som findes i det område. Vi spiste dejlig mad på Kongsvold en fin gammel fjellstue. Vi kørte mod Dovre national park, hvor vi gik turen op til Viewpoint Snehetta, et arkitektonisk smukt ly, hvorfra området på Dovre kan iagttages indefra, hvis vejret er dårligt.
Jan gik hurtigt op med Aiko og spottede 3 mokusokser, som lå ca 800meter væk. Det er storslået natur, og de tre prikker i det fjerne satte storheden i perspektiv.
Loa havde lånt Aikos sko, så hendes trædepude kunne heles. Det er hårdt for hundepoter at gå på klipperne.
Efter en overnatning mere kørte Ellisiv og jeg videre på den rute de havde planlagt for at jeg kunne se mest muligt. Vi brugte faktisk 8 timer på køreturen, afbrudt et par gange af, jeg gerne ville fotografere nogle af de meget smukke fjelle og vandfald, vi hele tiden passerede. Vi havde trods lidt dårligt vejr af og til med skyerne hængende nedover vejen, den mest smukke tur hvor fjelltoppe som Glittertind, Jotumheimen , Storfjellet og mange andre kunne ses. Vi kørte over trægrænsen med udsigt til sneklædte toppe rundt om os, kørte forbi en stor gletzcher og pludselig dukkede Turtagrø, et fjelhotel med smukkeste beliggenhed op. Vi holdt pause, og morsomt var det at se Loas udtryk, da hun kom ud af bilen. Hun kikkede rundt og op på de høje, sneklædte fjelltoppe. Hun havde jo sovet hele turen, og har aldrig været højfjelllet før ?.
Efter dejlig mad på fjellhotellet kørte vi turen af Tindevegen fra Turtagrø ved Sognefjordensbund ved Jotumheimen nationalpark til Øvre Ådal, en køretur på ca 40 km. Det er en fjellvej, som kun er åben om sommeren, og hvor man kører gennem et landskab så smukt, at man nærmest sidder med tilbageholdt åndedræt hele vejen. Oplevelsen er intens, fordi vejen er smal, og der er fald/stigninger på mellem 9 – 16 procent. Jeg har kørt i nålesving i store perioder at vejen, og når man mødte en camper, holdt nedadgående trafik sig tilbage, så opadgående kunne tage hårnålesvinget alene, da der ikke er plads til to biler i svinget. Godt min bil ikke er med automat gear, så jeg kunne bruge gearene til at holde farten tilpas lav, uden at bremse hele tiden.
Vi kom til Hemsedalen kl 20, smed bilerne foran hotellet og stormede ind for at deltage i resten af introduktionsmødet, som lige var påbegyndt. Bagefter kørte vi til fjellhytten, vi havde lejet og fik hunde fodret og luftet, og så var vi klar til kursus næste morgen. Nyt eventyr ventede Loa – og det blev det! (se særskilt) indlæg.
Hundene havde en kursusfri dag om onsdagen, så Ellisiv og jeg kørte tirsdag aften op til Lykkja, hvor Ellisivs bror og mor havde fjellhytter. At komme op i stilheden og nyde udsigt over Storevatnet, fra hytten var balsam for sjælen. Vi hyggede os foran pejsen i hytten sent på aftenen, selvom det ikke var koldt. Onsdag gik vi turen op på fjellet op til Trommehøgda med hundene. Loa havde lånt en træksele og sko, og jeg fandt ud af hvor praktisk det er med trækseler og hunden fastgjort rundt om taljen, når man går på fjellet. Højt oppe holdt vi pause med Lefse og saftevand og den smukkeste udsigt til Tislafjorden og Storevatnet og drejede man sig rundt til Skogshorn, og længere borte til Jotumheimen. På vejen ned mødte vi nogle får, som med bjælder på, som trissede rundt på fjellet. Hvor var jeg glad for den tur.
Efter kurset kørte vi mod NordOdal, hvor Loa og jeg efter et par overnatninger satte kursen hjemad – begge helt fyldt op af eventyrlige indtryk fra en dejlig sommerferie.