Sporprøven i Löten juli 2013

 

NOVCH Curly Cottage Loa

Loa og jeg efter sporet var udredt. Vi har det begge varmt !!

 

Denne sommer havde jeg et norsk spor i tankerne i forbindelse med en ferietur til Norge, og heldigt var det vi fik en plads på prøven i Löten i Juli måned.

Efter en lang køretur fandt jeg ud på natten Støa Camping nær Löten og den næste dag afsløredes et smukt landskab med Glomma, den store norske elv løbende gennem området. Der var dømt afslapning for hund og fører, så vi gik blot en tur i skovområdet ved campingpladsen og benyttede lejligheden til at spise solmodne blåbær, som voksede overalt i skoven. Temperaturen var høj, omkring 28 grader og jeg kunne se hvor tørt der var overalt.

vores gåtur ved Støa camping gik gennem dette smukke område

 

 

Birgit og Hans kørte ind på pladsen om aftenen, de skulle også på prøve næste dag. Birgit og jeg fik vendt vores fælles tur i 2008, da hun tog med mig til Löten for at Xingu kunne få chancen for et championatsspor og dermed titlen.

Dagen efter kørte vi i god tid, så vi var de første på mødestedet i det spændende sporområde.

Som vanen er hang der lister på hytten med hundenes navne, hvilke dommere de skulle have og hvilket spornummer.

Vi så vi var på hold med en anden dansk ekvipage, nemlig Karl med Kira. Lone og Karl var mødt og udveksling af sporhistorier var med til at dæmpe den spændte stemning, som altid findes før en prøve.

Vi kørte bagefter ”vores” dommer Hege og kjentmanden til sporområdet. Karl med Kira skulle gå først. Jeg kørte et par hunderede meter længere frem for at holde i skyggen, det var allerede ulidelig varmt. Ikke en vind rørte sig.

Startede op med de rutiner, som Loa og jeg har når vi skal til prøve. Bortset fra at jeg var nødt til at hælde lidt vand i munden på hende. Hun havde ikke ville drikke om morgenen, og jeg frygtede hendes slimhinder var tørret helt ud.

Snart var det Loas tur, vi skulle køre yderligere et stykke frem ad skovvejen, og gjorde holdt foran et meget åbent skovstykke med spredte nåletræer og masser af lyng og blåbær i bunden. Loas spor startede her. Opkradset var tydeligt, og jeg havde nået at tænke, at skulle det lykkes i det varme tørre område måtte jeg stole helt på hende og så følge bagefter.

Hun stod længe og snuste i opkradset, skrabede lidt med poten (måske en effekt af de nedgravede plastikbeholdere i ”kassetræning” ?)  og gik nu sikkert ud af første ben. Sporet var i et kuperet område og gik ned i terrænet, hvor første knæk var tæt på et krat. Det blev løst uden problemer og sporet gik efter et stykke tid ud i Myr (mose), hvor færten sikkert var lettere at fastholde. Jeg fik i hvert tilfælde våde støvler, så her var fint fugtigt. Jeg kunne også se dyreveksler krydse flere steder, men Loa virkede overbevisende og vi nåede næste knæk, som førte os videre frem i mosen. Det næste knæk voldte lidt problemer, hun ringede og jeg fulgte med, da hun forsøgte sig ud i en anden retning i mosen. Hun tog dog hovedet op hurtigt og vendte rundt, mens jeg bakkede. Lidt mere ringning og så bed hun sig fast og igen skulle sporet gå op i en tør skov med lyng og blåbær. Hun stoppede og snuste, et enkelt skrab med poten, og jeg vidste det var sårlejet. Før vi begyndte sporet havde både dommer og kjentmand påpeget, at sårlejet skulle markeres både af hund og fører for at en evt. 1. pr var i hus. Så jeg kikkede ned, da jeg nåede sårlejet og kikkede bagud, for at få øjnkontakt med dommeren og pegede så ned på sårlejet.

Jeg må indrømme adrenalinet kørte godt i kroppen, da jeg vidste vi var tæt på kloven. Loa stoppede ved en lille busk, stak snuden ned og stivnede – så vidste jeg den var fundet. Loa tog kloven i munden for at bytte med kattemaden, så hun forsøgte at rive snoren over J

Glæden var stor, min bekymring for om hun var helt frisk gjort til skamme. Nu var det blot at vente på parolen, i Norge får man først præmieringen der, men dommeren så jo tilfreds ud, og sagde til Loa, at hun havde været dygtig J

Vi talte lidt sammen på vej tilbage, og dommeren spurgte om jeg vidste at der var en brun curly i det sydlige Norge? Hun havde mødt den og ejeren på et kursus. Ellisiv og Lara.

Jo det vidste jeg. Lara er Loas kuldsøster. Loa og jeg skulle netop køre til dem bagefter prøven for at vi kunne være sammen og træne hund.

Hans havde desværre de sidste to spor – og det var blevet endnu mere varmt, og begge hunde kom igennem sporet, Sally til en fin 2. pr og den ret urutinerede Oscar til en 3. pr. Han var så uheldig at rejse to rådyr på sporet. En flot præstation af en så ung hund at gennemføre.

Birgit og Hans med en af de andre deltagere på prøven venter på parolen

 

Loa fik 1. pr og var dermed NOVCH og jeg må indrømme, jeg svævede ned til Ellisiv. Nu skulle vi for alvor holde ferie – men det er en anden historie – som snart følger.

Dommer og prøveleder ønsker tillykke med 1. pr og dermed titlen NOVCH

 

Championats rosetten på hæderspladsen 😉 jo, det var tid til at skryde lidt !

 

Birgit havde fortalt, at vi på vejen til mødestedet passerede Xingus spor fra 2008. Jeg måtte efter prøven lige køre hen og kikke – og kunne tydelig huske sporstart

 

og sporslut. Da jeg ikke ved om sporet stadig bruges vil jeg ikke afsløre, hvor sporet slutter 🙂 – men lidt nørdet at gå rundt og huske på den slags – hehe