Fotos: Ellisiv, Åse, Jon og jeg.
Igennem 35 år har Norsk Retrieverklub, afdeling Bergen og omegn, arrangeret aktiv hundeferie for retrievere. Uge 30 var i år forbeholdt jagt/markprøvetræning, og dygtige instruktører fra Norge og Sverige stod for træningen. Det var således et gennemprøvet og udviklet koncept som løb af stablen.
Ellisiv spurgte om jeg ville med på kursus og jeg slog til. Ellisiv tilmeldte i elite klassen med Kivi og jeg tilmeldte Loa i åbenklasse, de klasser hundene var kvalificeret til at stille i. Der var indkvartering i Hemsedal Alpin Apartment, vi delte en dejlig stor hytte med masser af plads til hundene og os.
Det viste sig, at et rekordstort antal retrievere var tilmeldt i år. 54, som fordelte sig på labrador, golden, flatcoatede, tollere samt 2 curlier (Kivi og Loa). Loas søster Lara var også med i Hemsedalen, men deltog ikke på kurset i år.
Trænere var i år Karin Friberg fra Sverige, Liselott Johansson ligeså, (tollerkursus) Åse Tøfte, Norge, Roar Børresen, Norge samt Jurjen van Weert, Holland/Norge.
Vi mødtes ved check in, hvor vi blev budt velkommen af Christine Getz og Else Pedersen, som var hovedpersonerne i den kreds, der har arbejdet med planlægning af arrangementet. De fortalte om det praktiske vedrørende arrangementet og hvilke grupper vi skulle i. Min gruppe (åbenklasse) skulle have Åse Tøfte som træner. Åse havde også et elitehold, hvor Ellisiv deltog, og hvert hold havde 3½ time formiddag eller eftermiddag på skift.
Åse havde et areal med fugtig eng, en dejlig elv samt mose og krat som træningsareal, og da vi mødtes mandag var det med spænding og forventning, træningen startede. Vi var 6 på holdet, så der var virkelig god tid til at gå i dybden med de øvelser, der var stillet op. Vi arbejdede i min gruppe med linjer med fokus på, at hunden fulgte den linje, føreren tydeligt! – havde udpeget. Hvis hunden afveg fra linjen, blev den stoppet (ikke med stopfløjt) med et venligt ”hej, det blev forkert” eller lignende. Åse påpegede stopfløjtet skulle virke positivt og ikke korrigerende, som et slags ”jeg ringer dig op – hunden snurrer rundt: ja, hvad vil du”.
Det virker!- men det er også svært at ændre på gamle vaner.
Åse påpegede vigtigheden af at træne med stigende grad af forstyrrelser, og der har jeg fået tilføjet nogle ideer, som skal afprøves i den fortsatte træning.
Udover linjetræning med stigende sværhedsgrad – så som vinkling, terrænskifte osv, trænede vi også dirigering til nærsøgsområde. Åse havde først forstærket færten ved at skyde med startpistol ned i græsset, hvor de små dummyer blev gemt, derefter skulle vi dirigere hundene igennem området, hvor vi havde trænet dirigering, så de måtte løbe igennem gammel fært, for siden at få område fløjt for at fortælle, at netop her skulle områdes gennemsøges.
Vi arbejdede også med walk up – hvor hundene gik på linje, 6 ad gangen. Der blev skudt med dummies affyret fra Power Poofer, en dummyskyder, som kan lades med flere dummies af gangen og affyres via fjernbetjening. Åse gik bag rækken og udpegede hvilken hund, der skulle hente dummyen, som faldt 60 meter ude. Første led i øvelsen var fri ved fod ca 5 meter i retning mod dummyen, før vi sendte. Nogle gange var der lagt dirigering ud i modsatte retning, som hundene også skiftedes til at hente, før markeringen måtte hentes.
Hedebølgen indfandt sig hurtigt i Hemsedalen, og vi var virkelig glade for at kunne køle hundene i elven, i fint, klart vand, lige før hver især skulle på. På ventelinjen sad jeg ofte med paraply for at skærme mod solen og kunne samtidig følge med i de andre hundes udfordringer, vældig lærerigt. Forud for hver øvelse gennemgik Åse øvelsen med hver kursist, så man kunne udtænke plan B, hvis hunden ikke rigtig udførte øvelsen korrekt. Jeg oplevede, der var god tid til hver hund og til at diskutere forløbet med Åse, som gav konstruktiv kritik, så føreren kunne blive bedre til at føre hund. Efter hundene havde gennemgået øvelsen var der fælles evaluering, og vi kunne kommentere, hvad vi tænkte i forhold til vores egen hund. Der var også en rigtig god kommunikation mellem kursisterne på holdet. Alle bidrog med noget – i en fin tone. Der var også tid til sjov og skæg indimellem på sidelinjen.
Vi arbejdede også med markering og dirigering over vand. En hjælper roede ud til en lille ø i elven. Herfra kastede han dummyer/lagde dem ud til dirigering. Der blev også kastet markering i siv kanten på den anden side af elven. En nyttig øvelse for en dansker, som ikke lige har adgang til den slags herhjemme.
Loa arbejdede sig støt og roligt igennem ugen med stigende præcision, så hun klarede dirigeringerne fint. Især blev de lange markeringer klaret i fin stil. Langt de fleste øvelser var på dummy, dog havde vi ænder en enkelt dag. Åse påpegede flere gange, at det var en fornøjelse at se en gammel dame arbejde så fint (jeg tror faktisk det var Loa hun mente) ?.
Sidste opgave var et drev, hvor vi havde 3 hunde på række ad gangen. Terrænet var krævende. Der blev skudt og heppet, adskillige gange ude i terrænet. 3 gange eller måske flere, ”faldt der en højtflyvende dummy derude. Det så de, men ikke nedfaldsstedet, idet vi stod på den anden side af vandet med kratbevoksning foran os, selve arealet var mose med birkeskov på den ene side og kratbevoksning og skov på den anden side. Vi skulle så sende hunden over vandet og så søge arealet af. Loas svaghed er at skulle i vand i mose uden bund første gang, men hun blev bedre, da hun havde været ude et par gange. Ingen tvivl om det var tungt at svømme over, løbe i vandfyldt mose, men jeg er rigtig glad for at Loa kom hjem med 4 dummies, før Åse spurgte om jeg var tilfreds. Jeg var ovenud glad for, hun som ni årig kunne søge rigtig længe. Hun kikkede et par gange efter ”hjælp”, Åse havde sagt, at hvis det skete, skulle jeg undgå øjenkontakt – og så søgte Loa videre.
Kurset kørte med to kursusdage i træk, pause for hundene onsdag og så kursus torsdag og fredag.
Jeg nåede ud og se Ellisiv og Gurlygames Gupsy Queen alias Kivi i eliteklassen, hvor var det en fornøjelse at se de dygtige hunde træne. Den stigende sværhedsgrad i forhold til åbenklasse var jo til at få øje på, og fedt at Kivi kan være med på bedste vis i den klasse.
Nogle aftener var der arrangeret forskellige aktiviteter, man kunne deltage i. Et lotto salg med fine hunde relaterede præmier. Dummykast konkurrence– længde og præcision, for de tobenede. Et spændende foredrag om læsning af terræn ved Karin Friberg.
Grillaften og fest middag, som afsluttede kurset lørdag.
Lørdag var der uofficiel WT i et skovområde et lille stykke derfra.
Loa hentede en enkelt markering på post 1, den faldt relativt nemt i ret tæt skov, hun løb et par meter for langt, men fandt den hurtigt. Vi skulle dog gå fri ved fod 5 meter, efter der var skudt og dummyen var faldt, før vi måtte sende. Post 2 var en dobbeltmarkering i henholdsvis nogle graner til højre i et mere åbent landskab med lyngbevoksning og løvskov til venstre. Også den kom hjem, dog ledte hun lidt efter først kastet, da den ramte et træ, og fløj i en helt anden retning. Så skulle hun desværre tisse, og det gav lidt rod på anden kastet, som kom hjem uden hjælp.
Post 3 og 4 var også dobbelt markeringer.
Post 3 i meget åben skov med buske og ungtræer, den første faldt i en god afstand til højre, mens anden kastede blev kastet længere ud i terrænet i forhold til kasterens placering. Loa løb lige ud og hentede begge.
Post 4 havde en udfordrende vej, som drejede rundt om de tætte graner. Først kastede faldt tæt på vejen, men skjult nedfaldssted bag granerne, anden kastede mellem to birketræer til højre. Også disse løb blev hentet direkte.
Jeg havde ikke fløjtet på nogle af dobbeltmarkeringerne, kun sagt apport og tak.
Så kom post 5, en post, en markering hvor vi sendte hunden fra en bakke ned over vandet og op på en ø et stykke derfra. Dummyen blev kastet fra en holm et stykke ude. Loa skulle opfordres kraftigt for at komme ud ”over kanten”, hun svømmede fint ud til øen, fik sig hevet op og fandt hurtigt dummyen. Tilbage i vandet, men desværre havde hun vand i ørerne, så hun rystede sig og tabte dummyen på kanten, og selvom hun samlede op med det samme, er det jo et 0.
Hun fik 16, 12, 19, 20 og 0 point på de fem poster.
Ellisiv og Kivi klarede sig virkelig flot – ligesom sidste år i eliteklassen. Hun blev 2. vinder med 99 point, kun slået af Christine, som med 100 point rent lukkede den sværeste klasse.
Festmiddagen om aftenen var hyggelig. Vinderne blev hædret, Instruktørerne takket for et super godt kursus, hovedpersonerne i den store kreds som har planlagt kurset, Christine og Else blev hædret og så var der hygge bagefter i det telt som stod på hyttearealerne.
Det har været en kursusuge så intens, at indtrykkene først er ved at falde på plads. Ellisiv og jeg skrev et par aftener øvelserne ned – men jeg er langt fra i mål endnu.
Kan det betale sig, at tage en niårig retriever på kursus? Ja, er mit svar. Loa har flyttet sig, jeg forhåbentlig også som fører, men selvfølgelig er der mange lydighedsmæssige ideer, som må afprøves på næste hund og på de hvalpehold jeg har i retrieverklubben. Åse påpegede, at det er vores ansvar som hundeførere at tage det med, vi mener vi kan bruge og smide resten væk.
Jeg kan anbefale alle, som gerne vil træne med sin unghund og har lidt basistræning (brugsprøve) at tage af sted. Hvis du er længere i træning/prøver er der helt sikkert en gruppe som passer netop til dig. Holdene på åbenklasse og Elite (vinderklasse) er absolut på niveau med det vi kender i Danmark. Tag familien med, der er mange mulighed for aktiviteter i Hemsedalen også om sommeren.
Jeg vil glæde mig til at komme på kursus igen i Hemsedalen!
