I løbet af sommeren har Loa vist, at hun er blevet mere og mere fokuseret, når hun går spor, både i træningssammenhæng og også i konkurrence, så en tur til Sverige med udsigt til at få den sidste 1. pr i hus var en mulighed. Lene havde også lyst til at prøve at se om Sif også kunne nå sit championat. Sif havde kort forinden gennemført en officiel 1000m schweissprøve herhjemme sammen med Lene, så de var klar.
Jeg har været meget begejstret for at gå spor i det sydlige Sverige – men af praktiske grunde fandt vi et par dommere ikke langt fra Göteborg i et område, hvor jeg ikke har gået spor før. Vi tilmeldte os to spor hver, hvoraf det ene viste sig at være et ordinært, hvilket nu ikke gjorde den store forskel hos os.
Jeg havde fundet en skøn ”hytte” , som næsten var ligeså stor, som det hus jeg bor i.
På færgen mødte vi et dansk ungt par, som med deres skønne lille Breton hvalp på 12 uger var klar til at begynde et halvt år med arbejde i Sverige.
Mens Sif lå afslappet og kikkede på, lod Loa sig jo hurtigt invitere til hvalpeleg, og så blev der bidt, målt mund, kravlet, moslet i rigtig lang tid. Loa lå ned, så hvalpen bedre kunne komme til :-9, hun havde nærmest piercing i ørerne, da den lille hvalp med sine sylespidse tænder havde tygget i hende i en times tid.
Dejligt at se at Loa er så fin til hvalpeleg. Hun havde kun en enkelt gang en fod henover ryggen på den, da det blev for hedt, ellers foregik legen stille og roligt – ja, man kan undre sig, når man kender Loa 🙂
Vel fremme blev solen nydt med en afslappende stund på bænken med en bog, før vi gik tur i det stærkt kuperede, klipperige område. Et tidligere militært øvelsesterræn lidt længere oppe ad grusvejen, blev målet for ture med hundene. Vi havde undersøgt, det ikke blev brugt, trods gamle skilte ved indgangen. Hundene nød det, vi spiste de store blåbær, som højmodne lå som et tæppe omkring den lille sti, vi gik på. Den stilhed, man møder her omgivet af så smuk natur, går ind under huden på mig hver gang. Her lades batterierne op.
Efter en stilfærdig aften med lidt godt mad og drikke og en super engelsk krimibog, var tiden til at prøve kræfter med de svenske spor endnu engang.
Dommer Leif Berntsson, som skulle bedømme Sif og Loa hentede os hos Inger og Roger Skogslund, da det var en ordinær prøve med flere dommere og mange hunde, som var igang.
Vi kørte ca 15 min til en skov, han havde lagt sporene i, og Sif og Lene var første ekvipage. Det var fint sporvejr, finregn, havde vel regnet nogle timer, men ikke noget af betydning. Da Lene gik, holdt regnen op. Jeg stod ved bilen og kunne se, hvordan Sif hurtigt fandt anskudsstedet i kassen, og så forsvandt de med dommeren bagved ind i skoven.
Efter et stykke tid hørte jeg pludselig skud. Yes så var de så langt!! Og så kunne jeg høre Lenes begejstrede råb, da Sif fandt kloven. Det varede en rum tid, før de kom tilbage. På Lenes kropssprog kunne jeg på lang afstand se, hvad præmieringen var blevet … og pludselig røg hendes finger i vejret. 1. pr.
Loa skulle derefter gå sit spor.
Startområde henover en bred græs vej og op af klipperne til højre. Der hang masser af skovbånd overalt, så det var vi klar over, vi ikke skulle forholde os til.
Loa fik hurtigt fat og så gik det nedad et godt stykke vej, første vinkel var hun liiiiige ude af en rådyrveksel, men vendte straks tilbage, jeg stod stille og så trak hun videre. Farten er røget i vejret, hun trækker hårdt, og er blevet mere nem at læse. Sporet fulgte terænnet, og drejede dybere ned i skoven omkring trærod, som viste sig stod på kanten af et vandløb. Her råbte jeg ”vent” til Loa, hun stopper op, for at få mig med i god behold. Så gik hun videre, ud i tilbagegangen, jeg var ikke i tvivl, hun tog hovedet op og kom løbende tilbage mod mig. Krydsede sikkert og de dybe, vandfyldte spor efter en skovmaskine, og så skal jeg love for det gik opad.
Mine fødder smuttede op ad klippen i det våde græs, så græstotterne stod ned i hovedet på dommeren, som lidt smågrinende så mig kravle/ pløje mig op ad, mens jeg sagde, ”så træk dog” til Loa, som heldigvis trak mig opad. Så gik sporet i et tæt skovområde med unge birketræer, jeg kunne dårligt se Loa, men fulgte med, da hun trak hårdt i linen. Dommeren sagde stop, og så var der skudprøve. Jeg kikkede intens på retningen dommeren skød i, men det var nu overflødigt, Loa gik sikkert videre og kort tid efter rykkede hun kloven fri fra det birketræ, den var bundet fast til. 1. pr. sportid 18 min. Loa er nu SEVCH i en alder af to år.
Vi stod dybt inde i den tætte skov, så dommeren måtte føre an, for at vi kunne komme den nemmeste vej til bilerne.
To glade piger med to dejlige, svensk opdrættede curlyer fra samme kennel, Curly Cottage, kørte hjem og slappede af resten af dagen, med gåture, dejlig mad og vin.
Næste morgen var vi klar til de to spor, vi skulle gå hos Inger og Roger. Inger og Sif forsvandt i en retning, og Roger, som var udstyret med en stor hyrdestok , og jeg gik lidt op ad vejen, hvor Loas spor begyndte.
Den første udfordring mødte vi i kassen som et område med et krat af slanke, træer. Loa skridtede fronten af, og drejede ind i krattet. Så begyndte festen. Der var kattelort, og kattefært, så Loa blev skruet noget op, men fremad kom vi da. Efter en rum tid, hvor sporet snoede sig rundt i den tætte , grøftfulde skov, drejede Loa til højre, og vi kom ud på en åben brakmark, hvor græsset meterhøjt blev brudt af alle de veksler, råvildtet havde trådt her. Jojo, vi havde jo set vildt, da vi kørtedet sidste stykke vej mod Inger og Roger. Sporet fulgte en veksel et stykke vej, men pludselig drejede Loa rundt til ventre og hoppede over vandløbet som vi havde gået langs på venstre side. Jeg forstod nu, hvad Roger skulle bruge sin hyrdestav til…. Jeg trådte helt ned i den mudrede kant og sprang så, og heldigvis landede jeg med fødderne næsten på det tørre:-) . Sporet forsatte nu i et ændret landskab. Lyng, klipper, spredte nåletræer, et sted, gik det op ad en næste nøgen klippe, jeg kunne dog se, det ”trin”, man kunne sætte foden på og så komme op. Loa gik videre og ned længere fremme af sporet. Hun ringede noget her, så ud som om hun lige var ude at checke noget, jeg stod stille, og så ramte hun igen sporet i et venstre knæk. Jeg overvejede om det var tilbagegangen, men var i tvivl. Senere spurgte dommeren mig, om jeg ikke havde set de store klovaftryk der var ? Næææ, jeg koncentrede mig om IKKE at falde og se på hunden: Men det var spor efter voksen elg, som havde gået der, efter sporet var lagt.
Vi har jo været ude med et elgløb herhjemme og træne afledning i form af elg, om det kan ”pote”?? Tja, Loa valgte heldigvis kun lige at checke og så vende tilbage til det spor hun var sat på.
Vi gik nu mod en skovfældning med kvas , trærødder og grene liggende overalt. Igen lige en kort afstikker et par meter op til venstre. Ny elg, denne gang spor efter 1 årig elg, hørte jeg bagefter. Pludselig lød der et ”skraldebang” og dommeren forsvandt bag en trærod. Jeg stoppede Loa og råbte om han havde brug for hjælp. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, og så gik vi videre. Ind i et mørkt, tæt område, våde lerstier på kanten af et vandhul. Loa nåede lige at dyppe poter og drikke lidt vand, så gik hun hurtigt videre. Flere vandløb vi skulle krydse, her lå et glat bræt, jeg måtte slippe selen, da støvlerne begyndte at smutte. Skudprøve, og lidt længere fremme den ønskede klov. 1. pr, sportid 21 min.
Da vi kom tilbage var Lene også retur med endnu en 1. pr og Sif var nu også SEVCH.
Turen gik hjemad, men med en afstikker til Lena Gottfredson, Loas og Sifs opdrætter. Det var superhyggeligt, vi gik tur sammen med Lena, og de to unge curlyer CJ og Alba i Lenas pragtfulde skovområde. Hundene nød at løbe frit her, springe i mudderhuller, og forsvandt nu og da ud af syne. De var nu ikke længere væk end hjemkaldsfløjtet kunne nå dem.
Lena bød på dejlig hjemmelavet kage med tyttebær, ummmmmm, det var lækkert. Vi sad udenfor og nød et gensyn med Boyan, Effan, Nellan, og ikke mindst Otto, den skønne hanhund. Han er den største skødehund jeg kender, ham kan man ikke undgå at holde af. Jeg bilder mig ind, han kan kende mig fra dengang Merete og jeg hentede ham til Danmark – det er nu nok ikke så sansynligt alligevel.
Efter et farvel og på snarlig gensyn i Danmark kørte vi til færgen. Der var tid til reflektion over den oplevelsesrige weekend vi havde haft. Sveriges natur er uendelig, oplevelserne ligeså!
