Vi blev enige om at julen i år skulle tilbringes tæt på natur og med muligheder for nogle skønne ture – og et dejligt sommerhus i klitterne i Tversteds uberørte natur blev lejet.
At vejret den 24. dec viste sig fra sin smukkeste side med klar, høj himmel var mere end man kunne forlange, og vi gik som de eneste ned mod havet, som lå bag klitterne, hvor havtorn stadig stod med sine tætte, tornede grene med gule bær på. Buskene var flittigt besøgt at råvildt, drosselfugle, fasaner og masser af småfugle. Jeg smagte på bærene, som på den årstid virker noget vinøse, og går i stykker, når man vil plukke dem. Jeg nåede at spotte rådyrene før Loa, da stien, vi gik på havde gnavet sig ned i landskabet.
Endelig ned på stranden, og himmel, hvilken strand. Lige så langt øjet rakte var den – Loa nød at fare rundt dernede – vi andre sugede stedet til os.
Det blev jul!
Næste dag var vejret igen det bedste man kunne tænke sig, og den store sandmile, Råbjerg mile blev målet for dagens vandretur.
Vi mødte en familie på 4 på vej til bilen og derefter var der kun os i den kæmpestore sandmile. Hvor fascinerende at tænke på, den omkring 1 kvadratkm. sandmile flytter sig fra vest mod øst med ca. 15 meter om året, det er store kræfter der er igang.
Loa løb i fuld fart op og ned i sandet. Det lykkedes faktisk at få hende kørt træt, da hun pendulerede mellem Tobias og jeg. Han var kravlet op af en stejl skrænt. Jeg gik rundt om højdepunktet, og der var noget længere end jeg havde regnet med, før jeg fandt en vej op til toppen.
Da Loa for 117. gang kom farende hen til mig, lagde hun sig ned på en “hylde” i sandet – i kort tid 🙂 så kom der atter gang i hende igen.
Hjemme igen skulle den sidste fridag bruges til bla en cykeltur ud langs søen til den stubmark, som er velegnet til træning af begyndertramp samt linier.
Det var skumring, da vi kørte hjem igen. 8 km cykeltur, træning henover stubmarken, så er både fysik og hoved, blevet brugt – det gælder også Loa 🙂