Overskriften antyder, vi havde en uge med masser af oplevelser. Lene, Ingelise og jeg fulgtes ad til Kennel træffet, Lena havde arrangeret på Väla Kursgård, en skønt sted, hvor kennel træffet holdtes for to år siden.
Lena havde, foruden en lækker gave blandt andet med drikkedunk med logo og Curly Cottagehunde (jeg valgte naturligvis en med Otto på :-)) taget adskillige curly effekter og træningsudstyr med, som vi kunne købe, så der var gang i salget, før vi mødtes til dagens første fika!
Formiddagens træningsemne var agility, og der blev stillet en bane op med spring, to forskellige tunneller, slalomstænger – sjovt var det at deltage i det, syntes både hunde og mennesker.
I frokostpausen benyttede vi chancen for at lade alle hundene svømme i søen, der var gang i apporteringen, nogle af hundene sprang i fra broen.
Efter frokost var der apportering og søg i de tætte siv, en sjov konkurrence på tid. Loa lagde for, og fik vel 6 dummyer af forskellig karakterer hjem – men ikke nok til at være med i “finnale” konkurrencen – apportering af store tygge diskos. Det blev Lara, som fik flest hjem, Todo syntes klart, det var bedre med den “ægte” vare, når der skulle apporteres 🙂
Imens havde Marita været så venlig at klippe stort set alle fremmødte curlyer – et kæmpe arbejde – som vi var dybt taknemmelige for. Vi skulle efter en hyggelig aften med lækker mad og sjov snak ved bordet tidlig op for at nå den internationale kennel klub udstilling, som den svenske kennel klub afholdte i Borås.
Det øsregnede fra morgenstunden, så telte, gummistøvler og regntøj blev slæbt inde på stadium, hvor det foregik. Da curlyerne endelig skulle handles, skinnede solen og en lummerhed eftermiddag gjorde det til en varm oplevelse at udstille.
Loa fik excellent, blev 2. bedste tæve i åben klasse – så jeg var yderst tilfreds. Hun var også med i en avls klasse efter Kita senere på dagen.
Vi tog afsked med Lena og de andre Curly Cottage folk, og kørte mod Söderåsen, nærmere betegnet på Klöva, hvor vi havde lejet et hus på en gård hos Ingbritt og Ejgil. Hvor er køreturen smuk op på åsen, vi nød landskabet, vi kunne se fra terrassen. Musvåger med flyvefærdige unger kunne ses og høres, når forældrefuglene var på evig musejagt. Glenter sås også, samt tranen, som hver morgen stod på en af markerne. Om aftenen, før skumringen, kunne vi se den rudel af dåhjorte, som var i området.Der var sorte og “alm. farvede ” dyr i blandt.
Mandag gik vi ned i Klöva Halla, en dyb slugt, som begynder et par hundrede meter fra gården. Vi gik ganske forsigtigt ned af den stejle skrænt, mens hundene tordnede forbi os. Jeg klamrede mig til de træer, jeg kunne få fat i på vejen ned. Lene gav en forlænger udgave af Sifs line, da vi skulle op 🙂 Vi gik også hen ad Skåne leden, men ville ikke forcere kreaturspærringen, da el hegnet sad ind under den træstige, man skulle forcere. Ikke velegnet til hunde!
Tirsdag var vi tidligt oppe, da vi skulle til sporprøve hos Per i skoven nær Björkarp.
Loa var første hund, og Per havde lagt et terrænmæssigt udfordrende spor med alle de elementer, som det nye reglement påbyder.
Hun fik fat i anskudsstedet ret hurtigt og gik ud til venstre i kassen, et stykke vej fulgte sporet skovvejen, men drejede så af til højre. Vi bevægede os skråt gennem skroven og ud på et stort område, som var blevet fældet for få år siden efter bevoksningen af dømme. Græsset stod meterhøjt mellem brombærris, stubbe af unge birk, samt ældre stammer. Loa måtte hoppe, da hun ikke kunne se frem. Det måtte jeg også – men mest for ikke at falde!! Et stengærde, som skulle forceres var også en del af sporet, ligeledes sump for til sidst at gå ind i skoven igen, hvor rådyrklov lå bag en væltet stamme. Skudprøven var ikke noget problem, Loa sidder helt stille og venter til hun får grønt lys for sporarbejde igen. Så er der træk i linen 🙂
1. pr, jeg var glad for Loas præstation. lene kom også glad tilbage, Sif fik 1. pr, Ingelise og Todo kæmpede noget med frisk vildt, så Todo fik et enkelt tab, men kunne indkassere en velfortjent 2. pr. Han er den af hundene, som har mindst erfaring i sporarbejdet, så det er virkelig godt gået.
Vi kørte direkte til Kopparhatten et imponerende udsigtspunkt ved Skaralid, hvor de medbragte madder blev indtaget. Bagefter gik vi en dejlig tur ned i bunden af kløften, der var lagt brædder ud, så vi kunne gå tørskoede. Halvvejs dukkede en idyllisk beliggende sø frem bag skovens mørkegrønne dragt, og dannede bolig for en lille familie af svaner med unger. Til forskel for danske søer var det sangsvaner, og de var meget tillidsfulde. Hun spankulerede op på græsset lige forbi Todo, Sif og Loa. De opførte sig pænt, men var MEGET interesseret i fuglene.
Vi lavede mad og hyggede os, købte ind, var i en kæmpestor TEBA med masser af hundeudstyr og jagttøj – uhhhh, det var fristende. Ind imellem, når Lene og jeg faldt ned i en stol, løb Ingelise med Todo, hun kom begejstret tilbage og fortalte om de dejlige ruter, der var. En aftenstund, da Lene og jeg skulle ud i hestevogn for at køre på åsen, løb Loa med Ingelise og Todo. Hun lagde ud i et opskruet tempo, men da turen var 12 km, faldt hun ind i rytmen, som Todo løber i, bortset fra hun må løbe nogle flere skridt 🙂 Hundene løb løs det meste af turen, så de kunne hoppe ned og drikke vand i de bække, der løb mange steder. Der var ro om aftenen!
Turen i hestevogn var en stor oplevelse. Næsten to timer blev vi kørt rundt. Vi så mange dådyr og kørte ind forbi et stort gods, som tillod trafik med hestevogn 🙂 Der var spændt to store Ardenner hopper for vognen, og de kunne trave kækt både op og ned af bakker. En enkelt gang fik de lov at galloppere lidt opad, det var ærlig talt en rigtig fed oplevelse, at mærke de stærke dyr lægge fra land 🙂
Vi sad længe ude den aften på terrassen, det var en vidunderlig sommeraften, jeg sent vil glemme.
Vi havde også besøg af Marita, hun havde jo dårlig nok nået at se Todo til træffet, da hun var travlt beskæftiget i klippe stuen.
Marita og jeg op friskede historien fra 2006, hvor Marita kørte rundt på Åsen i flere timer uden af finde den hytte, Merete og jeg havde lejet :-). Det er blevet nemmere nu, hvor Google Maps og Gps er hjælpemidler, alle bruger. Det var en super hyggelig aften med grin, masser af hundesnak ind imellem.
Så var der sporprøver hos Ingmar Tykesson i Träneröd. Den skov han har tilrådighed er kæmpestor efter danske forhold, og vi kørte da også rundt på diverse skovveje i lang tid, før Ingmar endelig holdt stille. Det var en varm dag, og Loa kæmpede med sit spor, hun fik ikke fat i noget i kassen, selvom hun knoklede rundt i 12 minutter – men fandt så sporet lidt udenfor kassen. Der var brugt mange resourcer, men nu kom hun da fremad. Hun havde svært ved at fastholde sporet den dag, og jeg overvejede at sætte hende ned, men turde ikke af frygt for, vi ville rende ind i tidsfaktoren på de max 45 minutter.
Der var skudprøve, og jeg kunne se en skovvej nede af bakken, vi gik på. Loa gik nedad, og ind i et sumpet område med en lille bæk. Hun drak vand, og jeg opfordrede hende nu til at finde Bambis fod!. Hun var godt brugt, og fik tab, da hun var gået 2 meter forbi kloven uden at kunne markere den. Hun havde udredt sporet. 2. pr.
I nuet var det ærgerligt, men den bette brune havde givet sig fuldt ud. Jeg lod hende søge op til kloven, for at kunne belønne hende for at have knoklet i 45 minutter på sporet.
Den sidste formiddag vi var på åsen kørte vi atter til Ingmar Tykesson, og denne gang var vejret lidt mere hundevenligt – med stille regn og ophold ind imellem. Vi havde dagen før trænet nogle kasser med det opsøg som Ingmar foreslog, men det var nu nok lidt for nyt i forhold til prøvespor, for Loa viste ikke tydelig de markeringer ved kassens kanter, som hun havde gjort under træning. Ingmar tilbød, vi kunne låne det halsbånd med GPS, han bruger til sine eftersøgningshunde. Bagefter sammenlignede vi hundenes spor med det spor, der var udlagt med GPS, og det var lærerigt, at se de steder, hvor hundene havde haft problemer. Der skal stadig trænes sporfasthed, er min konklusion. Loa fik ikke nogen god start, men arbejdede sig tilbage på sporet, og efter at have trukket mig gennem klippefyldt terræn med behagelige mospuder hist og her, gik hun ind i en tæt nåleskov, hvor væltede træstammer lå som mikadostænger, og hvor jeg hoppede /krabbede over, mens jeg råbte vent, vent til Loa 🙂
Jeg så blod på en af stammerne og så bliver man så glad. Loa var ved at gå for langt, men da jeg tog hende tilbage igen, gik hun ad samme rute, og drejede så pludselig til venstre, over en skovsti, og der var skudprøven. Denne gang fandt hun Bambis fod! 1. pr.
Loa havde på 4 dage fået 2 x 1. pr samt en 2. præmie, jeg er så glad for, hun har så meget lyst til at arbejde – det er sejt at en så ung hund.
Om eftermiddagen var vi ude for at træne dobbelt markeringer i bøgehøjskoven, som var lige i nærheden af huset vi boede i. Det blev til dirigeringer over sten dige. Loa kunne klare en lang dirigering, fordi Todo lige havde været over diget, så hun vidste godt, det var der, man fandt dummyer.
Den sidste aften skulle nyder ekstra, så det blev meget sent, før vi fandt sengen.
Dagen efter gik vi lige den sidste tur før bilerne blev pakket, og turen gik hjemad.
Jeg vender gerne tilbage til Söderåsen, et vidunderligt sted!!
Tak til Lene og Ingelise for ualmindelig godt selskab – det nød jeg også. Jeg er sikker på Loa savner sine kammerater, der mangler nogle hun kan få op i et vildt gear !!