En lidt underlig overskrift, men formålet for turen var netop at få fotograferet Loas hofter og albuer, og jeg røber vist ingen hemmelighed, når jeg fortæller, at der på Mors er en særdeles erfaren dyrlæge, når vi taler om at lave fotos til hofte og albue bedømmelse hos DKK´s dyrlæger. Når hun så også kan konkurrere på prisen og man føler velkommen, så kan det betale sig at køre turen derop.
Jeg ville godt have Loa vurderet af hensyn til den videre træning. Jeg holder også af at cykle med hende, og jeg synes, det er vigtigt at kende status, så man kan tage hensyn til det, hvis der skulle vise sig at være problemer. For opdrætteren er det også en vigtig faktor at tage med i sit avls arbejde.
Det er nu også vigtigt for racen, at så mange hunde som muligt hofte fotograferes af hensyn til den videre avl. Albuer har jeg ikke hørt om skulle volde curlyerne problemer, alligevel valgte jeg at få dem fotograferet for en sikkerheds skyld.
Merete tog med, vi havde planlagt at køre lidt rundt på Mors, efter Loa var kommet til sig selv.
Opholdet hos dyrlægen var forholdsvis kort. Loa fik en afslappende indsprøjtning og blev efter 10 min særdeles groggy. Dog kunne hun, når veterinærsygeplejersken kom ind for at se, om hun sov, svagt logre med det yderste af halen 🙂
Jeg var med inde og støtte Loa, da hun blev fotograferet, så jeg kunne kikke med på de digitale hofte og albue fotos, og dyrlægen bekræftede også, det så fint ud. Status måtte jeg vente med til DKK´s dyrlæger havde kikket på det 🙂
Bagefter fik Loa en opkvikkende indsprøjtning og Merete hjalp hende ud i bilen, hvor hun lå og sov, mens Merete og jeg kørte ud til kysten og fik en kop kaffe.
Efter at have fundet vej op til Hanklint, gik vi ud med hensigten om at finde de mest spændende fossiler, som Hanklint gemmer mange af. Vi brugte en time med at vende hver sten (næsten da ) på stranden, og så mange spændende og forskellige skred, som den store molersklint leverer, men vi fandt nu ikke nogle fossiler med dyr i.
Senere har jeg læst mig til, lavvande afslører kalkstenene, hvor mange af fossilerne ligger gemt i, men det må vi efterprøve en anden gang.
Loa var nu sit gamle jeg igen (hun skulle måske ikke have så meget af “kvik op” sprøjten?), hun suste frem og tilbage på stranden, viste også ved hjælp af talrige pinde hun fandt, at hun gerne ville en tur i bølgerne. Det fik hun nu ikke lov til, kun til at løbe i vandkanten.
Merete og jeg nød solen, varmen og udsigten over Limfjorden fra et repos på klinten. Loa løb som en anden bjerged langs kanten, indtil hun fandt en mulighed for at komme ned på stranden, 5 – 6 meter længere nede. Merete noterede dog, at Loa bevægede sig lidt langsomt, når hun skulle finde vej ned i modsætning til Xingu, som bare var sprunget ud og håbede det gik!!
Efter lidt sen frokost vendte vi hjemad.
En uge gik og så kom resultatet på hofterne: A!!
Albue resultatet dukkede først på på mailen dagen efter : 0!!
Merete har fotograferet – tak for det!!