Ugen som sluttede april begyndte koldt, og søndag var der schweissprøve i Viborg. Loa var tilmeldt 20 timer x 400m og vil tilbragte en dag i meget hyggeligt selskab med andre retrieverfolk. i løbet af dagen blev det lunere, og færtforholdene var fine i skoven. Da Loa havde gået sit spor, var hun rundt at hilse på de andre deltagere (2 benede), jeg havde jo lige nået at fortælle, curlyen oftest er mere reserveret end de andre retriever racer, og det lever Loa op til, da hun kravlede op på skødet af en af damerne, som var igang med de pølser, vi kunne købe til frokost. jojo, med mad og stilfærdigt kropssprog kommer man langt !
Der var en rigtig god tone på prøven, alle blev fulgt til bilen med et knæk og bræk, når stifinderbilen kom for at hente den næste deltager, og der blev lykønsket på kryds og tværs, når vi kom tilbage med grene og et stort smil. Birgit og Hans skulle også deltage med Sally, men da hun var i løbetid, måtte vi vente med hyggesnak til alle havde gået spor, og Hans og Birgit måtte komme ind på ventepladsen. Sally gik et fint spor, som hun indkasserede en 1. pr.for.
Loa havde problemer i kassen, noget hun ellers ikke plejer at have – og så er der lang vej igen, når starten er problematisk. Det lykkedes dog at nå frem til Bambi efter at have inkasseret 2 tab. Så selvom jeg meget gerne også vil have 1. pr 🙂 og er sat op på dagen, ja så var jeg faktisk tilfreds med 3. pr,. Loa er ung, men vil arbejde, og for mig er det det allervigtigste, at hun synes, det er sjovt. Bambi, som i dette tilfælde var et fersk skind, blev båret tilbage til bilen (ca 300 meter) med højt løftet hoved og let logrende hale. :-). Der byttede vi det ud med ros og en lækker godbid.
Ellers var der dømt ferie og med lånt 25 m langline kunne vi med god samvittighed gå i de store plantager og Oksbøl øvelses terræn. Loa render nu ingen steder, når hun er fri, men lige i øjeblikket skal jeg love for, der er fokus på løsgående hunde, og det er jo ulovligt. På stranden må jeg indrømme snoren var symbolsk.
På en af turene i Oksbøl, fik vi set 3 store kampvogne på særdeles tæt hold- larmen fra dem og deres enorme vægt gjorde, at det fysisk kunne mærkes at jorden rystede og vibrationerne gik gennem kroppen på en. De kom lige pludselig kørende på deres alternative sandveje og skulle krydse grusvejen, hvor vi gik. Besynderlig at se en kampvogn “se” til højre og venstre før den kører over, ved at svinge hele kanontårnet med to mand frem og tilbage. Soldaterne hilste høfligt på os.
Jeg fløjtede sit til Loa, som var nogle meter længere fremme i sin line. Hun sad fuldstændig uanfægtet, da de brølende kampvogne, hvoraf den ene var klædt i Afghanistan farver passerede på 10 meters afstand.
Da Sidsel og Kristian skulle hjem for at passe deres arbejde og blev kørt til Esbjerg Benegård, benyttede jeg chancen til at træne lineføring ud af peronnen mellem kørende IC 3 tog og det bumletog, som med hylende bremser kom kørende ind. Også det tog hun i stiv pote, vi har aldrig været på en banegård før, så det var vel på høje tid. Lokoføreren på det ventende tog smilede venligt, han har vel set andre “nørder” træne hund der.
Vi tilbragte også en del tid med at vente på fotochancer på krondyr og fugle, specielt på Værneengene i bilen, og selvom Loa kan lugte dem og på den måde følger med, høres der ikke en lyd fra buret. Hun er supergod at have med på tur, slapper af – men er så også frisk, når det bliver hendes tur til at komme ud. Turen til Mandø var vidunderlig, da jeg først havde overvundet skrækken med tidevandet. Tobias havde styr på tider for sikker færdsel i Vadehavet og kørte også bilen, så jeg kunne nyde udsigten. Specielt turen tilbage i det sidste sollys, hvor farverne bliver nærmest glødende, gemmer sig på nethinden.
En uge går al for hurtigt, når naturoplevelserne synes uendelige. Vi må tilbage en anden gang.