Nu var det tid til ny inspiration til sportræningen og sammen med Lene og Sif drog Loa og jeg til Ålbæk et par dage for at træne spor. Schweisshundefører Peter Andersen havde lagt et par spor tæt ved sin ejendom til Sif og Loa, og det var med spænding og forventning vi kørte Nordenfjords.
Først skulle vi en tur omkring stranden i Jerup, hvor jeg så mange gange tidligere har nydt den spændende natur. Det gjorde Lene, loa og Sif også. Pludselig så jeg Loa samle hvad jeg troede var en død måge op ude i vandkanten – det viste sig at være en fisketorso, som jeg fik i hånden. Lene mindede mig grinende om, jeg skulle huske at rose loa, det gjorde jeg 🙂
Frokosten blev indtaget i det fri.
Bagefter blev det tid til sportræning, og efter Loa og Sif havde gået deres første spor, blev der evalueret over sporarbejdet. Loa har de sidste gange gået med en svingende kvalitet, starter fint op, men ofte har der været en masse svinkeærinder undervejs, og det mønster gentog sig også her, dog var der positive momenter undervejs, hvor hun markerede de små papirstykker med bloddråber, Peter havde sat i nogle af træerne. Sif gik et fint spor, sikkert og uden problemer gik hun frem til skindet.
Peter havde en ide, og vi gik hen til sporet, Sif havde gået tidligere. Peter ville se, hvordan Loa reagerede, når hun fik mulighed for at gå sporet selv. Loa fik linen af i nærheden af sporstart og Loa tog af sig selv sporet op, vi fulgte efter parallel med sporet, og ind imellem vendte hun om, og checkede vi var med!!. Hun krydsede også skovvejen, som Sif havde gjort og var nu 30 meter foran os. Hun gik direkte op til skindet, som igen var lagt ud og fik masser af ros. Hmmmm, det var lidt af en øjenåbner for mig og gav stof til eftertanke!!
Vi aftalte med Peter, at vi lagde nogle nye spor, som vi så skulle gå dagen efter, hvor Peter igen ville bruge tid på at hjælpe os og øse af sin store viden om at læse sin hund – det som vi tobenede altid kan blive bedre til. Peters voksne søn, som var hjemme på påskebesøg gik også med, så jeg kunne også få trænet Loa i at gå spor og ikke have fokus på “dommer og stifinder”.
Jeg lagde to ikke særlig lange spor til Loa på krondyrblod , og Lene lagde et noget længere spor til Sif med okseblod.
De sidste timer i det skønne forårsvejr blev tilbragt i noget af det mest spektakulære landskab vi har i nordjylland, Råbjerg Mile, med solen hængende stadig lavere over os.
At gå rundt i den store sandmile som praktisk næsten de eneste, er en storslået oplevelse, som vi nød – alle fire – Loa og Sif løb nu noget hurtigere og lettere rundt end vi andre 🙂
Vi overnattede på Bed & Breakfast, et skønt sted hos et par søde mennesker, det er bestemt ikke sidste gang, vi indlogerer os der. Lene havde lavet skøn aftensmad hjemmefra og hvilen faldt på os, også på hundene, som opførte sig rigtig pænt om natten.
Næste morgen lagde vi et par pep spor udelukkende med færtsko og uden anvendelse af blod. Dem ville vi gå lige før turen atter gik mod Århus.
Loa lagde igen ud, og lavede en betydelig bedre præstation på begge sporene end dagen før. Overskuddet var stort, hun virkede ikke træt overhovedet. Sif gik et rigtig langt spor, hvor vi travede op og ned af bakkerne :-), lidt mere ukoncentreret end dagen før, måske var okseblodet ikke så spændende ?
Atter fik vi god konstruktiv kritik og vi kørte hen til stedet, hvor vi havde lagt de to “pep” spor bare på færtsko uden blod.
Det var blæst lidt op, men begge hunde gik sporene fint, var faktisk meget koncentrerede, det var en fin oplevelse. Det er noget som fremover vil indgå i træningen.
En stor tak til Peter Andersen for at bruge tid på at hjælpe os, vi fik begge ideer med hjem, som vi vil arbejde videre med.
Mætte af indtryk vendte vi hjemad efter et par spændende dage.
