Dorte og jeg havde aftalt, at vi måtte ud på sporet med de to hvalpe/ unghunde Loa og Soya, da det er meget lang tid siden, de har gået spor. Dorte havde naturligvis også Tikka med, hun havde ikke gået spor i lang tid, men med en nordisk sporchamp titel i bagagen, havde hun selvfølgelig ikke glemt, hvad det handler om.
Vejret er stadig, som det ses på billederne til den kolde side – med nattefrost og sneen liggende som et tæt bunddække i skoven. Færtforholdene er ikke optimale, men vi andre har så fordel af præcis at kunne se, om hunden er på sporet, da bloddråber og fodspor tydelig kan ses.
Loas spor lagde jeg med færtskoene på, og Dorte valgte at lægge dråbeudlagte spor til Soya og Tikka. Efter vi havde lagt de tre spor, tog vi til hundeskoven, som ligger tæt på stranden. Den er ikke hegnet, men man kan jo slippe sin hund med god samvittighed, vel og mærke hvis man har kontrol med den. Hundene legede så det var en sand fornøjelse, især sprang Loa og Soya rundt i bakkerne, mens Tikka lige holdt øje med, om alt gik ordentlig til. På et tidspunkt kom Loa spænende hen mod Tikka, som lige sendte Loa et blik, og så drejede Loa af – jo, hun har lært dansk hundesprog, selvom hun er fra Hyssna 🙂 .
Tiilbage til bilerne fik hundene sig en velfortjent pause, og Dorte og jeg nød kaffe, rundstykker og en snak i naturen.
Tre timer efter sporene var lagt, var vi klar til sporarbejdet, og Loa var første hund. Efter noget fumlen med den nye sporsele (her er det mig, der er novice, Xingu gik altid med et kraftigt halsbånd, men jeg tror måske, det er tydeligere for hunden, hvad det er, jeg forventer, når den ”klæder om” til sportøjet :).
Jeg lod hende søge anskudsstedet op selv, gik ind i området fra siden, så hun ikke lige kunne gå ind via min fod. Det voldte nu ikke problemer at finde stedet.
Hun løste opgaven stillle og roligt, vel en 300m med et par knæk, og en del terrænskifter, det skov, jeg kan træne i, er gennembrudt af mange mountainbike ruter,så det lærer hunden hurtigt at gå over.
Så blev det Soyas tur. Hun havde heller ikke gået spor, siden hun var lille hvalp, så Dorte havde også måttet få fat i en stor sporsele – utroligt, som de vokser det første års tid. Soyas næse blev slået til, det hørtes tydeligt, og så gik vi derud af. Hendes fart var lidt højere end Loas, så Dorte valgte et par gange at stoppe hende, og lige få helt ro på igen. Lige efter sidste knæk var det tydeligt, hun havde færten af den udlagte klov, utroligt, de kan trække fært så langt væk med en luft temperatur lige over frostgrader.
Begge hunde viser stor glæde ved sporene, morsomt er det at iagttage forskellen mellem de to racer, når kloven findes. Labradorerne logrer kraftigt med halen, mens curlyerne er mere behersket i krops sproget.
Så blev det Tikkas tur. Anskudsstedet blev straks fundet, og vist tydeligt, og så gik den erfarne dame i gang. Det var jo let for hende, so m tidligere har gået mange overnatnings spor – også af de lange – men glæden ved at nå frem, var stor alligevel.
En dejlig dag i skoven, NU MÅ DET DA BLIVE FORÅR!